Opsvinget på vej til EuropaNordea22/05-2004 Verdensøkonomien er kommet godt fra start i 2004. I USA er der nu sikre tegn på, at den stærke vækst også skaber nye jobs, og der er fortsat fuld fart på væksten i Fjernøsten. Selv om væksten hidtil har skuffet i euroområdet, peger de fleste økonomiske indikatorer dog på, at opsvinget også er på vej til denne del af verden. - Forbedringen på det amerikanske arbejdsmarked betyder sammen med tendensen til stigende inflation, at vi meget snart ser den amerikanske forbundsbank hæve renten, siger cheføkonom Helge J. Pedersen, Nordea. - Det vil også betyde højere obligationsrenter i både USA og Europa, selv om der ikke er udsigt til nogen snarlig renteændring fra den europæiske centralbanks side. De finansielle markeder fungerer som forbundne kar, så når obligationsrenten stiger i USA, gør den det også i Europa. - Først når opsvinget for alvor har slået rod og udmøntet sig i både stigende produktion og højere beskæftigelse, vil ECB ændre på renten. Det sker formentlig først en gang i 1. halvår 2005, hvor vi vurderer, at ECB hæver refi-renten med 50 bp. Eftersom dansk økonomi grundlæggende er sund, og der ikke er udsigt til uro på de hjemlige finansielle markeder, vil Nationalbanken heller ikke ændre den pengepolitiske rente i Danmark, før ECB gør det. Vi er altså i den situation, at de korte renter er på bunden, mens de lange obligationsrenter allerede har set bunden, siger Helge J. Pedersen. Efter en række magre år, er der nu endelig udsigt til solidt opsving i den danske økonomi. Rammebetingelserne er i hvert fald til stede: Renten og inflationen er lav, regeringen giver store skattelettelser, nye låneformer vinder indpas og den internationale økonomi er i fremgang. - Når vi sammenholder dette med, at dansk økonomi efter alt at dømme allerede begyndte at vise fremgang i slutningen af 2003, og at der øjensynligt er indtruffet en vending på arbejdsmarkedet, så jobusikkerheden bliver mindre, er der grund til at vente en kraftig fremgang i dansk økonomi i 2004 og 2005, siger cheføkonomen. - Der er en vis usikkerhed til udviklingen i oliepriserne, som nu er på det højeste niveau siden midten af 1980’erne. Det er dog ikke vores opfattelse, at stigningen i oliepriserne endnu udgør en trussel for det økonomiske opsving. Dels er olieafhængigheden meget mindre nu end for 30 år siden, hvor de store oliekriser skabte dybe kriser i verdensøkonomien, dels er olieprisen fortsat ikke specielt høj, når der korrigeres for den almindelige prisudvikling. Vi regner med en gennemsnitspris på USD 32 pr. tønde, hvilket alt andet lige vil betyde en merudgift til en gennemsnitlig dansk hustand på omkring 1.000 kroner om året. Og det er meget mindre end det, Forårspakken øger købekraften med, siger Helge J. Pedersen. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |