Tilskud til kulturaktiviteterFyns Amt17/05-2005 På Undervisnings- og Kulturudvalgets møde i dag blev det besluttet at bevilge penge til følgende arrangementer: Klovnefestival i Assens Dansk Klovne Forbund blev bevilget 30.000 kroner til afholdelse af Den Internationale Klovnefestival i Assens den 9.–12. juni. På festivalen deltager mellem 50 og 60 europæiske, australske og canadiske klovne, der tager rundt på skoler og offentlige pladser i Assens og omegnskommunerne og optræder for unge og gamle. Festivalen har et budget på 220.000 kroner og Assens, Haarby, Glamsbjerg, Vissenbjerg, Aarup og Tommerup Kommuner yder medfinansiering til projektet. Succes gentages Undervisnings- og Kulturudvalget besluttede ligeledes at bevilge 10.000 kroner til Svendborg Handicapfestival, der afholdes for syvende gang. Handicapfestivalen er blevet en stor succes, fordi den stiller de nødvendige faciliteter til rådighed for handicappede festivaldeltagere. Derudover byder festivalen på et varieret musikprogram med både kendte og ukendte kunstnere. Festivalen tiltrækker især festivaldeltagere fra det sydfynske område. "Hair" i Den Fynske Landsby Odense Musical Teater blev bevilget 40.000 kroner. Beløbet er en underskudsgaranti i forbindelse med opførelse af musicalen ”Hair” i Den Fynske Landsby. "Hair" opføres på landsbyens Amfiscene fra den 18.-28. juni. Gamle lege og gammeldags storvask Kulturministeriet har indstiftet en dag med særlig fokus på kulturarven, der hedder Historiens Dag. Denne dag markeres også af Odense Bys Museer. Blandt andet kan de fynske børn sammen med deres forældre få genopfrisket, hvad man legede i gamle dage ligesom de kan prøve gammeldags storvask i Odense Å. Undervisnings- og Kulturudvalget bevilger 25.000 kroner til Odense Bys Museer’s arrangementer på Historiens Dag den 22. maj 2005. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |